Skip to main content
Tidslinie

Børneundersøgelser

Her kan du følge de forskellige børneundersøgelser og vaccinationer i en tidslinie

5 uger

Den første undersøgelse
5-ugers undersøgelsen er den første af de syv lovpligtige forebyggende børneundersøgelser i Danmark og har til formål at sikre, at barnet trives, vokser normalt og udvikler sig alderssvarende. Den hjælper med at opdage eventuelle medfødte eller uopdagede sygdomme tidligt, hvilket kan være afgørende for barnets fremtidige sundhed (ingen vaccination)

3 måneder

Den første vaccination (2 stik)
Difteri (alvorlig halsbetændelse)
Tetanus (stivkrampe)
Kighoste
Polio (børnelammelse)
Hib-sygdom (Hæmophilus influenza B, kan forårsage meningitis og betændelse i strubelåget)
Pneumokoksygdom (meningitis, lungebetændelse og mellemørebetændelse)

5 måneder

Børneundersøgelse og vaccination
Ved 5-månedersalderen har familien oftest fundet deres egen rytme. Undersøgelse vil være mindre omfattende end den første undersøgelse og koncentrerer sig om trivsel (vægt og højde), udvikling (milepæle) og eventuelle nye sygdomme.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: ernæring – herunder amning og overgang til anden ernæring end mælk, tænder og tandfrembrud, hvordan man håndterer feber og kontakt til lægevagten. Samme vacciner som ved 3 Måneder gives.

12 måneder

Børneundersøgelse og vaccination
De fleste børn bliver passet udenfor hjemmet sammen med andre børn og bliver derfor ofte smittet med infektionssygdomme. Barnet bevæger sig selv rundt i hjemmet, og der er risiko for at komme til skade. Det viser begyndende selvstændighed og forsøger at sætte sin vilje igennem. Undersøgelsen vil fokusere på trivsel (vægt og højde) og udvikling (milepæle). Ofte vil der også blive lyttet på hjertet og føle på maven.

Forældresamtalen drejer sig ofte om: Ernæring – herunder ophør med flaske, hvordan man håndterer de mest almindelige infektionssygdomme og tandpleje. Samme vacciner som ved forrige vaccination gives.

15 måneder

Vaccination
Ved 15 måneders alderen foretages der kun vaccination (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) og ikke børneundersøgelse

2 År

Børneundersøgelse
Det 2-årige barn har travlt med at udvikle sprog og motorik. Det er stadig genert. Undersøgelsen vil ikke være særlig omfattende. Udover at vurdere trivsel (højde og vægt) og udvikling (milepæle) koncentrerer man sig om de sygdomme, som barnet måtte have gennemgået.

Forældresamtalen drejer sig ofte om: Udvikling af selvstændighed og opdragelse, leg og stimulation, og om hvordan man håndterer de hyppigste infektionssygdomme

3 År

Børneundersøgelse
Det 3-årige barn er livligt, nysgerrigt og træner sin selvstændighed, hvilket kan være en stor udfordring for forældrene. Undersøgelsen vil fokusere på trivsel (vægt og højde), udvikling (milepæle), synsprøve og eventuelle aktuelle og tidligere sygdomme hos barnet.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: Ernæring – herunder om barnet er overvægtigt, samspillet med forældre og andre og den sproglige udvikling.

4 År

Børneundersøgelse og vaccination
Barnet er meget fysisk aktivt, der er "krudt" i barnet. Barnet har efterhånden god kontrol over kroppen. De tidligere mange infektionssygdomme er ved at være overstået. Ved undersøgelsen vurderer vi, om barnet er i trivsel (højde og vægt), om det er udviklet alderssvarende (milepæle), og om barnet ser og hører normalt.

Forældre stiller ofte spørgsmål vedrørende: Mad og spisevaner – herunder overvægt, samspil med andre børn og sociale kompetencer, fx at vente på sin tur og stå i kø.

5 År

Børneundersøgelse og Vaccination
Dette er den sidste af de forebyggende børneundersøgelser. Derfor skal undersøgelsen afrunde de problemstillinger, der eventuelt måtte være opstået de første 5 år. Det 5-årige barn kan nu overveje og planlægge sine aktiviteter, det kan sætte sig i andres sted og vise hensyn. Undersøgelsen vil fokusere på trivsel (højde og vægt), udvikling (milepæle) og de sygdomme, som barnet har overstået, eller som stadig er til stede. Vi tester barnets syn og hørelse, medmindre det er blevet testet tidligere. Når barnet påbegynder skole, overgår de forebyggende kontroller i forhold til barnets trivsel og udvikling til den kommunale sundhedspleje via en skolesundhedsplejerske. Der vaccineres igen med samme vaccine som tidligere.

12 År

Vaccination
Den første vaccination mod HPV.

12 År og 5 måneder

Vaccination
Den anden vaccination mod HPV.
Odense Lægeklinik
Skibhusvej 52B
5000 Odense C
66 14 90 00
© 2026 Odense Lægeklinik - alle rettigheder forbeholdt
Om os Samarbejdsklinikker Privatlivs politik